Babies Blog

Livet på psyk. - et 5-stjernet hotel

Så blev det lørdag, og da der ikke sker noget som helst på psykiatrisk afdeling, keder jeg mig en del. Så jeg tænkte, at det var tid til at skrive i min blog - og meget passende kommer denne blog til at handle om de skønne faciliteter på psykiatrisk afdeling. En seng på psykiatrisk afdeling koster i gennemsnit 1,5 mio. kroner at drive pr. år. Det svarer til ca 4.110 kroner pr. døgn - og med god grund. Før det første har jeg mit eget værelse. Jeg er faktisk en af de få som har det, men mon ikke de andre nyder at have selskab:-s (ironi) Jeg er så heldig at have et lille gammeldags tv på mit værelse. Sidst jeg var her manglede der en fjernbetjening, men det gjorde ikke så meget, for jeg fik motion hver gang jeg skulle skifte kanal. Denne gang har jeg en fjernbetjening, så jeg føler mig ekstra priviligeret. Jeg har i øvrigt ca 5 kanaler - her iblandt DRHD, og skønt jeg ikke kan se forskel kvalitetsmæssigt, så sender den kanal nogle gode programmer... til tider.. På de ellers så flotte lyse vægge hænger der et enkelt billede. Jeg tror at det forestiller nogle træer med bræk på. Som om en eller anden havde fået for meget at det fantastiske mad der bliver serveret herinde. Der ud over har de tidligere beboere valgt selv at pynte væggene ved blandt andet at smide rundt med ting. Det giver nogle skrammer her og der, men det pynter. Så har jeg en super flot lille kommode på hjul, så jeg kan nemt ommøblere, hvis jeg har lyst til det. Jeg har desværre ikke noget skrivebord, som min computer kan stå på, men til gengæld har jeg et fint lille spisebord, som fungerer udmærket som computerbord. Det vipper en hel del, så jeg må ofte folde noget papir sammen og lægge det ind under benene. Dette har jeg det godt med, for det handler om at holde sig beskæftiget herinde, ellers kommer man jo til at kede sig.

Jeg ved ikke hvor al den statiske elektricitet kommer fra, men det er helt okay, at det gør nas hver gang, jeg rører ved noget metal - jeg tænker at det kun kan gavne mig.. Det er vel en slags elektrochokbehandling??

Og nu kommer jeg til det bedste: Sengen! En elevationsseng - kan det blive bedre? Så kan jeg jo sidde der og læse. Det er næsten ligesom en sofa. Puden og dynen er tynde, men det er helt okay, jeg skulle jo nødig komme til at svede om natten, og at puden er tynd - tja, så får jeg da ikke ondt i nakken. Madrassen er lagt ind et slags gummihylster, så hvis jeg skulle komme til at tisse i sengen, bliver madrassen ikke våd, og det er sgu da smart.

Jeg skal ikke dele badeværelse med andre, og det er jeg glad for. Mit badeværelse er kæmpe og utrolig flot.

Jeg får maden serveret, og selvom halvdelen af det er umuligt at identificere, så bliver jeg altid mæt alligevel. Jeg skal ikke engang vaske op, for det klarer det flinke personale, som arbejder her. De henter sågar min medicin for mig og medbringer også et glas vand, og de vil meget gerne se på at man sluger pillerne, og det er altid rart at have selskab når man skal sluge dem - tænk hvis en af dem kom til at sidde fast i halsen.

Nå men det var vist nok for denne gang.. hvis jeg observerer mere, skal jeg nok skrive lidt til:)