Babies Blog

Hvordan forklarer man noget, man ikke engang selv ved hv...

Jeg har længe gået og tænkt på det her, og nu føler jeg, at tiden er inde til et nyt indlæg her på bloggen.

Lad os skrue tiden ca 10 år tilbage. Jeg var omkring 22 år gammel og gik på produktionsskole på musikværkstedet. På mange måder var mit sind fyldt med underlige ting, som jeg ikke engang selv forstod.

Jeg havde endnu ikke fået min skizofrenidiagnose og fik derfor heller ikke den rette medicin.

Jeg var forsanger i bandet på skolen, og vi skulle snart spille koncert. Noget jeg oprigtigt glædede mig til. Jeg elsker at optræde - lad mig understrege det!

Dog skete der noget natten inden. Jeg vågnede op, og det første jeg så, var at loftet var blevet til vand. Vand der bølgede og faldt ned i hovedet på mig. Jeg følte at jeg druknede og begyndte at hoste meget voldsomt. Det stod på i omkring en time, og jeg kunne ikke falde i søvn igen derefter.

Dels på grund af den meget ubehagelige oplevelse og dels fordi min hals var fuldstændig "ødelagt" efter at have hostet så meget, så jeg mig nødsaget til at melde afbud til koncerten. Jeg vidste, at jeg ikke kunne forklare hvad der var sket, for hvad var det egentligt? Jeg anede det simpelthen ikke. Desuden vidste jeg, at min lærer ville blive sur, fordi jeg ikke følte, at jeg havde en legal grund til at melde afbud. Derfor ringede jeg til skolen inden han mødte ind. Det resulterede i, at jeg kom til at snakke med en anden lærer. Jeg krydsede fingre for at min egen lærer ikke ringede tilbage til mig, men det var måske naivt at tro. Der gik nøjagtigt 5 minutter - så ringede min telefon. Jeg måtte sige, at jeg var blevet syg, for hvordan skulle jeg ellers forklare det?

Det vigtigste for mig var at kontakte de andre elever og undskylde for mit afbud, hvilket jeg også gjorde. Dog mødte jeg en meget sur lærer dagen efter på skolen. Han spurgte mig: "... for du var vel ikke syg?" Jeg svarede "nej" - for hvad skulle jeg ellers sige? Jeg var jo ikke syg. Troede jeg da.

Det jeg vil sige er: der er 3 parter i det her. Du har den syge, de pårørende og alle de andre udenfor. Den syge ved måske ikke engang at vedkommende er syg - endnu da. Ligeså snart vedkommende er velmedicineret kan vedkommende muligvis se tilbage og finde ud af, hvad der var galt. De pårørende har, efter diagnosen er stillet, lært via undervisning at have forståelse for sygdommen. Hvordan skulle undervisere generelt, dengang i hvert fald, kunne håndtere problematikkerne, når den syge ikke er "åben" nok til at lade underviseren forstå? Det var bestemt ikke fordi jeg ikke ville være åben. Jeg kunne simpelthen ikke forklare det, og jeg tror at det er sådan helt generelt. Jeg ser det som et meget stort dilemma, som er svært at takle. Jeg har "no hard feelings" overfor min gamle lærer. Tvært imod synes jeg stadig, at det var min fejl og ikke hans.

Hvis jeg skulle give et godt råd til alle andre skulle det være at stille sig undrende og spørge: "er alt ok?" i stedet for at forvente det værste i og af andre.