Babies Blog

Spontan abort

I sensommeren tog jeg en graviditetstest, som viste 1 meget synlig streg og 1 lidt utydelig. Jeg tog tests de følgende dage men de gav samme udfald. Så prøvede vi at teste Michael for graviditet, og vi kunne erfare, at han i hvert fald ikke var gravid. Til gengæld blev vi super glade for at jeg var. Det gik nogle uger hvor vi, i vores hoveder, var ved at gøre huset klar til en lille baby.

I 8. uge begyndte jeg at pletbløde og blev straks bekymret. Jeg havde næsten dagligt kontakt til enten min egen læge eller lægevagten. De trøstede mig med at det var helt normalt, at nogle gravide pletbløder. Dog kunne de ikke trøste mig helt. Jeg var dybt ulykkelig, for jeg havde en meget negativ fornemmelse af det. Michael tog det vist lidt bedre end jeg.

Lægerne beordrede mig til at lægge mig i sofaen og slappe af. Jeg gik desværre glip af min fætters bryllup. Netop den dag var den værste, for Michael var ikke hjemme. Jeg græd lidt, og det bemærkede Louie. Først lå han i stolen og kiggede akavet på mig. Som om han ikke vidste, hvad han skulle gøre. Han fandt dog ud af, at han skulle trøste i den situation, og det gjorde han også. En dejlig vovse!

Da jeg havde blødt i en uge, kontaktede jeg igen lægen, og han ville gerne se på mig. Jeg havde smerter i maven og i ryggen. På det tidspunkt var jeg i 9. uge. Lægen mente ikke at jeg kunne holde på fosteret, men han sendte mig alligevel til scanning på sygehuset. Jeg fik en tid samme dag. Inden jeg nåede på sygehuset kunne jeg se, at jeg havde aborteret. Det var også hvad jeg fik at vide efter scanningen.

Det var en følelsesmæssig rutchetur. Det ene øjeblik var vi lykkelige, fordi det lykkedes at blive gravid allerede i 2. forsøg. Det næste øjeblik var vi dybt ulykkelige. Vi kan trøste os med, at det ser ud til, at det er forholdsvist nemt for mig at blive gravid, men det kunne jeg ikke se de første uger efter aborten. Nu er det hele kommet på afstand og jeg besluttede mig for at skrive lidt om det.