Babies Blog

D. 26. november 2018

 

Jeg har set Anders Aggers dokumentar om ECT, eller elektrochok som man også kalder det.

Det er dejligt at se, at nogle mennesker har god effekt af ECT. Der er delte meninger om hvorvidt det er skadeligt eller godt - i hvert fald hvis man spørger helt almindelige mennesker. Da jeg første gang blev tilbudt ECT havde jeg prøvet en hel del medicin og var klar til at prøve alt for at få det bedre. Nogle af mine venner var knapt så positive over mit valg, men lad os vende tilbage til det - først vil jeg forklare hvordan det foregår ...

Jeg har fået over 50 behandlinger bredt ud over en periode på omkring 2-3 år. Det fungerede, for mig, sådan at jeg var indlagt på psykiatrisk afdeling og blev kørt over på somatisk mandag-, onsdag- og fredag morgen. Der blev jeg lagt i fuld narkose af som regel søde mennesker. Nogle enkelte havde problemer med at jeg er tatoveret på min ene hånd, så det gjorde det svært for dem at lægge drop til bedøvelsen. Når man sover, får man sat svagt strøm til hjernen, så den går i krampe. Ja egentligt er det hele kroppen, der kramper og det kan mærkes når man vågner fra narkosen. I hvert fald havde jeg meget ømme muskler.

ECT er en meget gammel form for behandling, men de kloge siger, at den er effektiv mod depressioner. Min egen erfaring siger, at den virkede. Måske dog som at tisse i bukserne på en regnvejrsdag, og jeg har flere gange sagt at jeg ALDRIG vil tage imod tilbuddet hvis jeg fik det igen. Selvom jeg har sagt dette, har jeg alligevel været så desperat efter at få det bedre, så jeg har sagt ja til tilbuddet.

Det lyder som en voldsom behandling og det føler jeg også at det har været. Efter de sidste par stykker klagede jeg over, at jeg ikke kunne bevæge mine ben, da jeg vågnede fra narkosen. Men det er ikke det værste: Min hukommelse er som en si. Som sygeplejersken sagde i dokumentaren; "Ja, hukommelsen kommer igen ..". Jeg er meget ked af, at næsten alle fagpersoner siger det! For det passer altså ikke i alle tilfælde! Det er over et år siden at jeg fik den sidste behandling og jeg spørger stadig om ting igen og igen. Visse ting fra min fortid husker ikke. Generelt bare dårlig hukommelse. Det seneste vi har fundet på herhjemme håber jeg kommer til at fungere. Et ugeskema! Dels er det for at sætte min hverdag i system, men jeg kan også træne min hukommelse gennem den. Fx hvornår min bedre halvdel får fri.

Min konklusion: oplys for helvede om de bivirkninger, der kan opstå. Hvis jeg kan gå tilbage og vælge .. ja ... den er svær for jeg tror sgu at jeg vil sige ja igen. Men mest fordi jeg bliver desperat. Som sagt tidligere, vil jeg, som jeg har det  nu, aldrig sige ja tak igen! Og det er jo på en måde lidt skræmmende, ikke?

Torsdag d. 3. maj 2018.

Jeg blev i starten af februar indlagt med depression og tvangshandlinger/tanker. Enormt invaliderende, hvis du spørger mig. Jeg var kun et enkelt døgn på psykiatrisk afdeling og blev derefter flyttet over i Pavillonen, som er lidt mere "frit" eller hvad man siger. Her har jeg så været i over 3 måneder men har netop i dag aftalt med lægen, at jeg skal udskrives tirsdag. FANTASTISK!:-D Det har været en tid med opture og nedture. Det føles i dag som om, at der er blevet rykket 3 måneder ud af min kalender. Tiden er gået mega hurtigt og så alligevel ikke. Det er svært at forklare .. Personalet og medpatienterne har været helt fantastiske. Bostøtten har været fantastisk. Mennesker omkring mig har været fantastiske: venner, familie og bekendte. Jeg har på ingen måde lagt skjul på, at jeg er og har været indlagt. Alle andre poster jo også på Facebook, hvis de har brækket en arm. På den måde er jeg nået langt, og jeg har kun fået positiv respons:-)

Under min indlæggelse har jeg været enormt glad for min Nintendo, der reddede mig igennem det første stykke tid. Så småt begyndte jeg at tegne igen, og sidst men IKKE mindst har jeg formået at skrive musik. Jeg har lånt en guitar, så jeg kunne komponere, og derefter har jeg produceret i Fruity Loops på min pc.

Jeg glæder mig til at komme hjem til Michael og Louie! Og jeg tror det er vigtigt, at jeg har en plan. I morgen tager jeg hjem på weekend, og det er planen at vi skal rydde op/male i soveværelset. Dét ser jeg frem til. Når jeg kommer helt hjem på tirsdag skal der arbejdes! MEN ikke for hårdt - det er jeg klar over. Jeg skal indspille en hel del musik, for jeg har godt nok lavet meget! Noget er godt, andet er lort. Der skal sorteres og skrives om. Jeg har også planer om at oprette en profil på SoundCloud, så jeg kan udgive min musik. På denne måde kan jeg se fremad.

Jeg er fordoblet i dosis i stemningsstabiliserende medicin. Jeg er ikke så glad for det, og specielt ikke efter lægen i dag sagde, at jeg skulle regne med at tage det i hvert fald i 5 år. (Noget med statistikker ..) Hmm, men som Michael siger, så har jeg ligesom en horisont. Og så skal jeg huske på, at det rent faktisk har hjulpet mig.

Nå, men jeg ville egentlig bare lave en lille update. See u later!

Jeg har længe gået og tænkt på det her, og nu føler jeg, at tiden er inde til et nyt indlæg her på bloggen.

Lad os skrue tiden ca 10 år tilbage. Jeg var omkring 22 år gammel og gik på produktionsskole på musikværkstedet. På mange måder var mit sind fyldt med underlige ting, som jeg ikke engang selv forstod.

Jeg havde endnu ikke fået min skizofrenidiagnose og fik derfor heller ikke den rette medicin.

Jeg var forsanger i bandet på skolen, og vi skulle snart spille koncert. Noget jeg oprigtigt glædede mig til. Jeg elsker at optræde - lad mig understrege det!

Dog skete der noget natten inden. Jeg vågnede op, og det første jeg så, var at loftet var blevet til vand. Vand der bølgede og faldt ned i hovedet på mig. Jeg følte at jeg druknede og begyndte at hoste meget voldsomt. Det stod på i omkring en time, og jeg kunne ikke falde i søvn igen derefter.

Dels på grund af den meget ubehagelige oplevelse og dels fordi min hals var fuldstændig "ødelagt" efter at have hostet så meget, så jeg mig nødsaget til at melde afbud til koncerten. Jeg vidste, at jeg ikke kunne forklare hvad der var sket, for hvad var det egentligt? Jeg anede det simpelthen ikke. Desuden vidste jeg, at min lærer ville blive sur, fordi jeg ikke følte, at jeg havde en legal grund til at melde afbud. Derfor ringede jeg til skolen inden han mødte ind. Det resulterede i, at jeg kom til at snakke med en anden lærer. Jeg krydsede fingre for at min egen lærer ikke ringede tilbage til mig, men det var måske naivt at tro. Der gik nøjagtigt 5 minutter - så ringede min telefon. Jeg måtte sige, at jeg var blevet syg, for hvordan skulle jeg ellers forklare det?

Det vigtigste for mig var at kontakte de andre elever og undskylde for mit afbud, hvilket jeg også gjorde. Dog mødte jeg en meget sur lærer dagen efter på skolen. Han spurgte mig: "... for du var vel ikke syg?" Jeg svarede "nej" - for hvad skulle jeg ellers sige? Jeg var jo ikke syg. Troede jeg da.

Det jeg vil sige er: der er 3 parter i det her. Du har den syge, de pårørende og alle de andre udenfor. Den syge ved måske ikke engang at vedkommende er syg - endnu da. Ligeså snart vedkommende er velmedicineret kan vedkommende muligvis se tilbage og finde ud af, hvad der var galt. De pårørende har, efter diagnosen er stillet, lært via undervisning at have forståelse for sygdommen. Hvordan skulle undervisere generelt, dengang i hvert fald, kunne håndtere problematikkerne, når den syge ikke er "åben" nok til at lade underviseren forstå? Det var bestemt ikke fordi jeg ikke ville være åben. Jeg kunne simpelthen ikke forklare det, og jeg tror at det er sådan helt generelt. Jeg ser det som et meget stort dilemma, som er svært at takle. Jeg har "no hard feelings" overfor min gamle lærer. Tvært imod synes jeg stadig, at det var min fejl og ikke hans.

Hvis jeg skulle give et godt råd til alle andre skulle det være at stille sig undrende og spørge: "er alt ok?" i stedet for at forvente det værste i og af andre.

Jeg er medlem af en gruppe for psykisk syge på Facebook. I dag har jeg læst et indlæg, hvor en kvinde spørger om der er andre der har problemer med overvægt som følge af medicin, hvilket er meget normalt desværre. Jeg har selv før taget 15 kilo på men blev gudskelov stoppet inden det blev for meget, og jeg har tabt de 10 af dem. Problemet med inlægget var bare, at 3 unge drenge blander sig. Jeg kigger på deres profiler for at se om de var sammen om det de har lavet, og sjovt nok kan jeg ikke se nogen af deres venner. Dermed sagt, at de muligvis kender hinanden og prøver at skjule det. I hvert fald blander de sig i den ellers så flittig kommenterede tråd: "Jo, du ser ellers ret tyk ud.", og "I er fede og klamme allesammen." Jeg ved ikke om man som sådan kan kalde det mobning eller det er drengestreger. I hvert fald bliver jeg også selv stødt. Var jeg virkelig fed og klam, da jeg vejede 12 kilo for meget? Det tror jeg heldigvis ikke på, men måske gør de andre der kommenterede tråden? Disse drenge har stjålet selvtillid og selvværd fra flere end 20 personer. Og har drengene tænkt over konsekvenserne af deres handlinger?

 

Jeg ved simpelthen ikke hvad løsningen er på disse problemer. At folk hidser sig op er ingen løsning, for det er med garanti det drengene er ude efter. De sidder garanteret lige nu og morer sig over, at de har pisset folk af. (At de så kun har fået en advarsel af adminitratoren synes jeg er lidt underligt da det er meget tydeligt at provokation er det eneste de er ude på.) Jeg ved, at når jeg får børn skal de lære at man skal behandle andre som man selv vil behandles. Jeg ved det lyder som en kliché, men det er sgu rigtigt!

 

Psykisk syge er ofte mere sårbare end mentalt raske, og så er det ikke fair at vi skal stå model til den slags drengestreger (vælger jeg at kalde det). Det kunne være fantastisk om disse drenge kunne passe mine sko (str 38) og gå i dem i en uges tid. Så tror jeg på, at de ændrer deres opfattelse, men det er desværre ikke muligt at prøve. Psykisk sårbare er ligeså meget værd som raske. Vi har faktisk også noget at byde på og især ved vi hvordan vi skal behandle folk. Vi har lært det på den hårde måde, og dét har gjort os til og klogere og mere empatiske mennesker end vi var før. Hvorfor vælger de at træde på os? Vi har ikke gjort noget forkert!

Jeg skulle hjem fra byen i forgårs og orkede ikke at gå, så jeg valgte den "nemme" løsning - at tage bussen. Jeg er altid meget paranoid, når jeg kører bus. Jeg valgte at sætte mig ved siden af en gruppe drenge. Først forurenede de hele bussen med mandedeodorant, så folk i bussen kom til at hoste. (Jeg fik den paranoide tanke, at de ville spytte mig i nakken.) Derefter kaldte de på en pige, som stod forrest i bussen. Hun kom op til os og drengene begyndte at tale mindre pænt til hende og tog også pis på hende. Senere vælger en af drengene at spytte hende i nakken. Utroligt når man tænker på den tanke, jeg havde, inden pigen satte sig ved os.

Jeg er i chok! Og jeg gjorde ingenting - skulle jeg ha' gjort det? Ville drengene gå efter mig hvis jeg forsvarede pigen? Et klassisk ekempel! Hvorfor gør mange børn i folkeskolen ingenting når de ser mobning? Jeg forstår dem fuldt ud! Mobning er en svær størrelse :(