Basketball

En anden af mine interesser er basketball. Jeg har selv spillet i nogle år, og da vi købte huset, skulle vi selvfølgelig også have en kurv i haven. Jeg har også været en del af et trænerteam for de yngste spillere og piger i konfirmationsalderen.

Basketball er en af de sportsgrene hvor der sker noget hele tiden. Man har kun 24 sekunder pr angreb, og en kamp er ikke afgjort, før hornet lyder. Et hold kan sagtens nå at vinde, selvom det er bagud med 2 point med bare 3 sekunder eller for den sags skyld bare et enkelt sekund tilbage af kampen. Det er dét, som gør det hele en tand mere spændende i forhold til alle andre sportsgrene.

Da jeg bor i Randers, holder jeg selvfølgelig med Randers Cimbria. Vi har haft et hold i ligaen i mange år, men klubben gik konkurs i 2010. Det resulterede i, at den nye klub som blev startet måtte kæmpe sig op i ligaen igen fra 2. division. Det har klubben formået på bare 2 år og er nu tilbage i ligaen.

Hvis der er noget, jeg hader, så er det "hate". Altså at man hader andre uden nogen fornuftig grund - det er bare min fortolkning af "hate". Indenfor sport er der ekstremt meget hate, og et af de hold som basketfans hader, er Randers. Jeg kan sagtens selv se, af egne erfaringer, at man er træt af et hold, men jeg kan ikke forstå, at man har behov for at tilsvine andre hold eller spillere - slet ikke når man ikke kan argumentere for sin sag.

Jeg kan varmt anbefale alle - trods hate - at se en basketballkamp. Det er en tilskuervenlig sport, når først man har lært de noget komplicerede regler.

Billede: Klar til træning. Alle piercinger er tapet ind, og selvfølgelig beskytter jeg mine tænder med en Nike mouth guard i børnestørrelse:D